Lillemand i legeland

I år blev skiferien droppet til fordel for en uge med en flok ligesindede legebørn i Spanien.

• Folk der ligesom mig synes, det er fedt at slæbe over 50 meter reb, virkeligt ildelugtende sko, kalk og en god rulle sportstape med i flyveren syd på. 

• Folk der gider sove i telt i en hel uge for om morgenen at sidde stemmebrummende samlet på jorden og stille og roligt vågne op til lyden af diverse gasbrændere, der gør vandet til både kaffen og havregrøden klar.

Tag med på en lille rundtur i El Chorro (lidt nord for Malaga) og omegn, hvor jeg (for første men ikke sidste gang) fornøjede mig med folkene fra Nørrebro Klatreklub i starten af marts.

Musik man ikke kender (endnu)

Der er ét sted, hvor jeg elsker at sætte mig til rette i de bløde stole, smide paraderne og bare slå lyttelufferne ud. Elsker at ankomme der om aftenen hvor hele huset lyser op allerede i horisonten, mens metroen sagte nærmer sig.

DRs koncerthus har aldrig skuffet mig, og sådan var det heller ikke sidst. Efter en lang lørdag med praktisk gøremål – blandt andet en afrimning af en fryser – fandt jeg med en god time til koncertstart ud af, at der var enkelte billetter tilbage til Mads Langer koncert. Et hurtigt kig på nettet afslørede endda, at der var en af de bedste pladser tilbage. Og så var det ellers bare med at forlade min kogekarrieres største portion chili con carne (der blev syv portioner til fryseren) og sætte kursen mod Amager.

Umiddelbart havde jeg ikke det store indgående kendskab til Mads Langer – men kunne huske, at min gode højskolekammerat Morten havde skamrost Hr. Langer ved en tidligere lejlighed. Nå ja også kunne jeg da også huske en enkelt sang – Whisper Goodnight, der er en af de sange, jeg bruger som en behagelig måde at vågne op om morgenen i stedet for en angstprovokerende og skrækindjagende alarm, som mange andre ynder.

Ja... men afsted med mig. Også selv jeg ikke kunne få printet billetten, og selvom der stod på den elektroniske billet, at den SKULLE printes. Hvorfor er det lige, at vi i år 2012 ikke kan bruge en elektronisk billet og specielt, når man nu kan købe den på mobilen. Nå.... nok brok. Billetkontrollørdamen ved trappen lod mig da også liste ind, men så skulle jeg sørme da også højhelligt love at printe næste gang. Ja ja – ska’ nok.

Selve salens udformning kan jeg kigge længe på også selv om jeg efterhånden har været der en hel del gange. Men endnu bedre – specielt når det nu er musikken, man kommer efter er lyden. Lyden er fantastisk. Om så det er en lidt sky Agnel Obel, der sidder ved sit klaver, Teitur der synger a capella, Tina Dickow på en akkustisk guitar eller som denne aften Mads Langer med bandmedlemmer, der alle havde mic’et deres instrumenter godt og grundigt op til et til tider ganske imponerende decibelniveau  - alt lyder perfekt. I hvert fald perfekt i mine små halvskæve ikke-musikuddannede jyske øregange.

Fra første nummer var det klart, at Mads Langer havde det godt på scenen. Sjældent har jeg set en sanger, krænge hver en tone ud med en intensitet, som selv dem oppe på bageste række utvivlsomt følte banke mod brystet. Koncerten svingede elegant mellem afdæmpede ballader og øregangsudfordrende guitarriff-momenter. Og overraskelser var der også undervejs.

Sanger Stine Bramsen kom med på scenen og sammen med Langer og de lod os høre en rimelig anderledes af udgave af Alphabeats radiohit Fascination.

Senere var det den norske sanglærke Maria Menas stemme, vi fik lov at høre brede sig ud i hver en krog af det mangekantede koncertrum. Hun har desværre for kort tid siden aflyst en koncert i København, så hvornår vi igen kan nyde hendes vokal live  - tja det må vi bare kryds fingre for.

En af de ting der er specielt ved koncerthuset er den lidt andægtige stemning. Det er sådan lidt fornemt det hele. Det ligger sådan lidt i luften, at man ikke synger højt med, at man ikke hujer alt for begejstret. 

På et tidspunkt i koncerten beder Mads Langer os midt i en sang om at hjælpe til med musikken. En sang, som jeg ikke umiddelbart vil vurdere, er kendt blandet flertallet. Fact-Fiction – hedder nummeret hvor vi bliver bedt om at nynne med. Stille og rolig gribes opfordringen. Men igen med den her afdæmpede distance, der på en eller anden måde hænger i luften. Alle nynner med - men med mindre end halvdelen af lungerners styrke. Og den her sagte nynnen fra hele salen skaber øjeblikketlig et fantastisk summende musisk baggrundbilled, mens manden med mikrofonen synger ord som:

”She’s still my favorite work of art

The picture’s clear and I’m still fact, she’s fiction”

Hele vejen igennem et fantastisk nummer. Og sådan forsætter koncerten med at imponere hele vejen til slut. 

På et tidspunkt stopper en guitarist op og kigger på den ene hånd. Blodet løber ned over den  efter han på nærmest brutal vis under nummeret forinden stoppede strengenes heftige vibreren. Han tørrer hånden, spiller videre og bliver på den måde et dækkende billede af en aften, hvor samtlige musikere på scenen gav alt, hvad den kunne trække.

Tilfreds forlader jeg, kort tid efter de sidste toner har fortaget sig, stedet, som ifølge Berlingske for nyligt blev hyldet af det engelske musikmagasin  Gramophone, som en af verdens 10 bedste koncertsale fra det nye årtusinde. Et sted jeg elsker at komme tilbage til. Også til musik jeg ikke kender så godt.

Tag med DSB til solen

Endnu en gang har DSB givet mig en uforglemmelig oplevelse. Altså.. ikke den slags alle altid snakker om. Den med forsinkelser, bøvl og ballade. Nej DSB har endnu givet mig en lille eventyrlig underholdende bid af det kære lille land, vi lever i.

Sammen med to gamle bofæller fra det kære Århus-hus Kvæld sidder jeg i et tog på vej mod Odense. På vej over for at se det første ægte kærlighedsbarn, der er kommet ud af bofællesskabets indtil videre to officielle ægtskaber - men ja...men det er vist en hel anden historie.

Mens jeg sidder godt tilpas og nyder mit IC3-sæde (håber aldrig IC4eren kommer i drift - end ikke sæderne har de kunnet lave ordentlig  - nå endnu en irrelevant  sidebemærkning) hører jeg et Merci lidt nede af midtergangen. Den ældre herre bag den franske tak falder ikke umiddelbart ind under mine forestilling af den typiske franskmand. Gråhåret, rynket som en rosin og med en 1/2 liter dåse carlsberg i hånden. Nå ja...men jeg er jo blot et lille fejlbarligt væsen med en forudindtagethed over for alt for meget her i livet. Måske manden er fransk, og måske er det egentlig også er lige meget. Manden valser videre gennem toget.

Noget tid senere vender han dog stærkt tilbage. Og hurtigt bliver jeg og de to tøser ved min side sikre i vores sag. Den grå-rynkede rosin er ikke fransk, men derimod pæredansk og med 99% sikkerhed mere fuld end flere julefrokostselskaber til sammen. Lettere besværet kaster han sig ned i det fjerde og ledige sæde omkring vores bord.

Vi nikker til manden og kan da ikke lade være med at snakke lidt med ham.

- Hvor skal du hen? starter jeg ud.
 

Med en pegefingerpil rettet mod taget siger han lettere smilende
- Op til solen.

Nå ja ok. Og han afslører så også, at han ikke har købt billet til hele turen, da jeg spørger. Så er underholdningen i gang. En egentlig samtale vil jeg ikke mene, vi får i gang. Heller ikke da Jane, der sidder ved siden af manden, hjælper til. Det bliver til spørgsmål og svar  - hist og pist. Og her kommer en lille buket af de bedste.

Efter på en eller anden måde at være endt i en sludder om karbonader, fortæller den kære mand Jane at:

- Gule ærter er så godt som samleje. Vel og mærke hvis det er tredjegangsærter!

Ja tak. Så ved vi det.

 - Bondekone - døber han så Jane, der tager en lille strikhue på - hvorefter han nogle minutter senere spørger hende (der - til jer der ikke kender Jane - er et forholdvis lille nips), om hun er gravid. Grinende kan hun benægte. Og generelt breder grinene sig til de omkringværende sæder jo flere ord, der kommer ud af den mærkelige mands mund.
 
- Jeg lever af min mosters penge og min farmors charme, proklamerer han, inden han endnu en gang skåler med sin Carslberg dåsebajer.

- Er den god? vil Jane vide.
- Den er tom, svarer manden tørt.

Hvad hedder du? spørger jeg mandslingen på et tidspunkt, da jeg jo egentlig syns', det er ved at være på tide, at vi præsenterer os for hinanden.

 - Bolegabus, (plus/minus nogle bogstaver - han var ikke hele tiden nem at forstå) svarer han med stor overbevisning i stemmen. Vi kigger undrende på ham.

- Ja...jeg har det da tatovret - skal I se?

Jeg nikker hurtigt, da jeg er sikker på, han har stukket os en røverhistorie af dimensioner. Ivrigt begynder han at flå det ene lag tøj efter det andet af. Mens pigerne verbalt forsøger at stoppe han, da vi jo ikke fik af vide, hvor tatoveringen egentlig var placeret på kroppen!

Heldigvis sad den på armen og jow - han hed noget i stil med Bolegabus (heller ikke tatoveringen var helt til at forstå). Tak -  så blev vi klogere. Manden lyver ikke.

- Hvor har du fået lavet den henne - spørger Jane interesseret. Måske hun overvejer at få en lignenede, hun er jo trods alt sådan en åbensindet rødstrømpet antroplog-studine.

- På armen, svarer han uden at tøve et sekund. Hvor efter han en kilometers penge længere inde i togturen, på spørgsmålet om han vil have noget af den morgenmad, vi har tilovers, svarer.

- Jeg spiser kun om natten.

- Nå men vi skal til at af, siger Jane lidt før, vi er i Odense - hvor til den rynkede brandert vittigt spørger.
 - Nå.. men hvad så med B? småklukker den gråhårede.
 

Vi forlader toget samtidigt med manden, da han liiiiige skal ud og ryge. 

Og tilbage står spørgsmålene i kø

- Nåede frem til solen? 

- Hvor meget en sådan billet koster til solen, 

- Og hvad har man egentligt har med af mad på sådan en tur? Ja det må du kære læser selv gætte dig til.

Men ét er sikkert. Endnu en gang har en togtur med DSB givet en uforglemmelig oplevelse.

Ski til folket

I år bliver skiferien for mit vedkommende til marts skiftet ud med en klatretur til Spanien og El Chorro nær Malaga.

Men til alle dem, der skal afsted på ski, kommer lige en lille skivideo fra sidste års Alpe d'Huez-tur.

Værsgo og smil igen - det koster stadig gratis

Så er der comeback til billeder, der giver smil, grin eller blot eftertanke i hverdagen.

Den første er fra en bro, jeg har passeret en del gange på jobbet i Lyngby. Om graffitien er fra 1950, skal jeg ikke kunne sige.

Den næste får min opmærksomme roommate æren for, selv om det var mine hvidløg. Ekstra hvide - hvad det egentlig gør for mine madretter, har jeg endnu ikke fundet ud af. Men check lige om dine hvidløg også er ekstra hvide - og gad vide om de egentlig koster mere i butikkerne?

Her en kantineklassiker vendt lidt på hovedet.

Måske jeg blev andet end bare Webredaktør i verdensklasse på det kursus - der gav dette billede.

 Hvornår har du sidst gjort noget godt for din nabo - eller din opgang?

Her i december tænkte jeg, at vi godt kunne bruge lidt ekstra at glæde os til inden vi forlod vores opgang eller skulle starte på trapperne her på Kildevældsgade.

Og hjemme i lejligheden kom jeg en dag hjem til et bord med de to følgende herligheder.

Endnu en tak til min roommate Charlotte.

 Dem der kender mig, ved, at jeg holder af at tage billeder af fremmede mennesker, der sover i det offentlige rum.

For det første ser folk altid så specielle ud - ja og så er der altså noget nervepirrende ved det øjeblik, hvor man risikerer at blive opdaget som fotografen

Ualmindeligt Fotogene Intetanende Sovende Folk (UFISK) er stedet, hvor du kan finde masser af andre foto-goodies af sleeping beuauties.

 Længe havde jeg svoret, at spil ikke skulle finde vej til min iPhone. Men så kom Wordfeud, og jeg blev svag i knæene.

Og jeg må indrømme, at jeg stadig kan grine af pointgivningen her.

En dag kom jeg forbi det lokale stamværtshus Perikles. Stedet hvor de afholder kommunemesterskabet ( mener jeg de kaldte det) i banko!

Og da jeg så skiltet ved denne cykel, begyndte jeg straks at digte en historie om en værtshusgænger, der liiiige tænkte, at han måske kunne få råd til en enkelt mere, hvis du cyklen blev solgt. 

Ja måske er det bare mig, der er mærkelig. Men sådan lød det altså i mit hoved.

Ved godt jeg har fået job, og at tun-steaks er gode- men den her pris syns' jeg liiige var pebret nok. Set i Fakta i Langå. Kig jer omkring og se om ikke også i kan finde noget at smile over hver dag - det skulle være så sundt.