Endnu en gang har DSB givet mig en uforglemmelig oplevelse. Altså.. ikke den slags alle altid snakker om. Den med forsinkelser, bøvl og ballade. Nej DSB har endnu givet mig en lille eventyrlig underholdende bid af det kære lille land, vi lever i.
Sammen med to gamle bofæller fra det kære Århus-hus Kvæld sidder jeg i et tog på vej mod Odense. På vej over for at se det første ægte kærlighedsbarn, der er kommet ud af bofællesskabets indtil videre to officielle ægtskaber - men ja...men det er vist en hel anden historie.
Mens jeg sidder godt tilpas og nyder mit IC3-sæde (håber aldrig IC4eren kommer i drift - end ikke sæderne har de kunnet lave ordentlig - nå endnu en irrelevant sidebemærkning) hører jeg et Merci lidt nede af midtergangen. Den ældre herre bag den franske tak falder ikke umiddelbart ind under mine forestilling af den typiske franskmand. Gråhåret, rynket som en rosin og med en 1/2 liter dåse carlsberg i hånden. Nå ja...men jeg er jo blot et lille fejlbarligt væsen med en forudindtagethed over for alt for meget her i livet. Måske manden er fransk, og måske er det egentlig også er lige meget. Manden valser videre gennem toget.
Noget tid senere vender han dog stærkt tilbage. Og hurtigt bliver jeg og de to tøser ved min side sikre i vores sag. Den grå-rynkede rosin er ikke fransk, men derimod pæredansk og med 99% sikkerhed mere fuld end flere julefrokostselskaber til sammen. Lettere besværet kaster han sig ned i det fjerde og ledige sæde omkring vores bord.
Sammen med to gamle bofæller fra det kære Århus-hus Kvæld sidder jeg i et tog på vej mod Odense. På vej over for at se det første ægte kærlighedsbarn, der er kommet ud af bofællesskabets indtil videre to officielle ægtskaber - men ja...men det er vist en hel anden historie.
Mens jeg sidder godt tilpas og nyder mit IC3-sæde (håber aldrig IC4eren kommer i drift - end ikke sæderne har de kunnet lave ordentlig - nå endnu en irrelevant sidebemærkning) hører jeg et Merci lidt nede af midtergangen. Den ældre herre bag den franske tak falder ikke umiddelbart ind under mine forestilling af den typiske franskmand. Gråhåret, rynket som en rosin og med en 1/2 liter dåse carlsberg i hånden. Nå ja...men jeg er jo blot et lille fejlbarligt væsen med en forudindtagethed over for alt for meget her i livet. Måske manden er fransk, og måske er det egentlig også er lige meget. Manden valser videre gennem toget.
Noget tid senere vender han dog stærkt tilbage. Og hurtigt bliver jeg og de to tøser ved min side sikre i vores sag. Den grå-rynkede rosin er ikke fransk, men derimod pæredansk og med 99% sikkerhed mere fuld end flere julefrokostselskaber til sammen. Lettere besværet kaster han sig ned i det fjerde og ledige sæde omkring vores bord.
Vi nikker til manden og kan da ikke lade være med at snakke lidt med ham.- Hvor skal du hen? starter jeg ud.
Med en pegefingerpil rettet mod taget siger han lettere smilende
- Op til solen.
Nå ja ok. Og han afslører så også, at han ikke har købt billet til hele turen, da jeg spørger. Så er underholdningen i gang. En egentlig samtale vil jeg ikke mene, vi får i gang. Heller ikke da Jane, der sidder ved siden af manden, hjælper til. Det bliver til spørgsmål og svar - hist og pist. Og her kommer en lille buket af de bedste.
Efter på en eller anden måde at være endt i en sludder om karbonader, fortæller den kære mand Jane at:
- Gule ærter er så godt som samleje. Vel og mærke hvis det er tredjegangsærter!
Ja tak. Så ved vi det.
- Bondekone - døber han så Jane, der tager en lille strikhue på - hvorefter han nogle minutter senere spørger hende (der - til jer der ikke kender Jane - er et forholdvis lille nips), om hun er gravid. Grinende kan hun benægte. Og generelt breder grinene sig til de omkringværende sæder jo flere ord, der kommer ud af den mærkelige mands mund.
- Jeg lever af min mosters penge og min farmors charme, proklamerer han, inden han endnu en gang skåler med sin Carslberg dåsebajer.
- Er den god? vil Jane vide.
- Den er tom, svarer manden tørt.
Hvad hedder du? spørger jeg mandslingen på et tidspunkt, da jeg jo egentlig syns', det er ved at være på tide, at vi præsenterer os for hinanden.
- Bolegabus, (plus/minus nogle bogstaver - han var ikke hele tiden nem at forstå) svarer han med stor overbevisning i stemmen. Vi kigger undrende på ham.
- Ja...jeg har det da tatovret - skal I se?
Jeg nikker hurtigt, da jeg er sikker på, han har stukket os en røverhistorie af dimensioner. Ivrigt begynder han at flå det ene lag tøj efter det andet af. Mens pigerne verbalt forsøger at stoppe han, da vi jo ikke fik af vide, hvor tatoveringen egentlig var placeret på kroppen!
Heldigvis sad den på armen og jow - han hed noget i stil med Bolegabus (heller ikke tatoveringen var helt til at forstå). Tak - så blev vi klogere. Manden lyver ikke.
- Hvor har du fået lavet den henne - spørger Jane interesseret. Måske hun overvejer at få en lignenede, hun er jo trods alt sådan en åbensindet rødstrømpet antroplog-studine.
- Op til solen.
Nå ja ok. Og han afslører så også, at han ikke har købt billet til hele turen, da jeg spørger. Så er underholdningen i gang. En egentlig samtale vil jeg ikke mene, vi får i gang. Heller ikke da Jane, der sidder ved siden af manden, hjælper til. Det bliver til spørgsmål og svar - hist og pist. Og her kommer en lille buket af de bedste.
Efter på en eller anden måde at være endt i en sludder om karbonader, fortæller den kære mand Jane at:
- Gule ærter er så godt som samleje. Vel og mærke hvis det er tredjegangsærter!
Ja tak. Så ved vi det.
- Bondekone - døber han så Jane, der tager en lille strikhue på - hvorefter han nogle minutter senere spørger hende (der - til jer der ikke kender Jane - er et forholdvis lille nips), om hun er gravid. Grinende kan hun benægte. Og generelt breder grinene sig til de omkringværende sæder jo flere ord, der kommer ud af den mærkelige mands mund.
- Jeg lever af min mosters penge og min farmors charme, proklamerer han, inden han endnu en gang skåler med sin Carslberg dåsebajer.
- Er den god? vil Jane vide.
- Den er tom, svarer manden tørt.
Hvad hedder du? spørger jeg mandslingen på et tidspunkt, da jeg jo egentlig syns', det er ved at være på tide, at vi præsenterer os for hinanden.
- Bolegabus, (plus/minus nogle bogstaver - han var ikke hele tiden nem at forstå) svarer han med stor overbevisning i stemmen. Vi kigger undrende på ham.
- Ja...jeg har det da tatovret - skal I se?
Jeg nikker hurtigt, da jeg er sikker på, han har stukket os en røverhistorie af dimensioner. Ivrigt begynder han at flå det ene lag tøj efter det andet af. Mens pigerne verbalt forsøger at stoppe han, da vi jo ikke fik af vide, hvor tatoveringen egentlig var placeret på kroppen!
Heldigvis sad den på armen og jow - han hed noget i stil med Bolegabus (heller ikke tatoveringen var helt til at forstå). Tak - så blev vi klogere. Manden lyver ikke.
- Hvor har du fået lavet den henne - spørger Jane interesseret. Måske hun overvejer at få en lignenede, hun er jo trods alt sådan en åbensindet rødstrømpet antroplog-studine.
- På armen, svarer han uden at tøve et sekund. Hvor efter han en kilometers penge længere inde i togturen, på spørgsmålet om han vil have noget af den morgenmad, vi har tilovers, svarer.
- Jeg spiser kun om natten.
- Nå men vi skal til at af, siger Jane lidt før, vi er i Odense - hvor til den rynkede brandert vittigt spørger.
- Nå.. men hvad så med B? småklukker den gråhårede.
Vi forlader toget samtidigt med manden, da han liiiiige skal ud og ryge.
Og tilbage står spørgsmålene i kø
- Nåede frem til solen?
- Nåede frem til solen?
- Hvor meget en sådan billet koster til solen,
- Og hvad har man egentligt har med af mad på sådan en tur? Ja det må du kære læser selv gætte dig til.
Men ét er sikkert. Endnu en gang har en togtur med DSB givet en uforglemmelig oplevelse.
Men ét er sikkert. Endnu en gang har en togtur med DSB givet en uforglemmelig oplevelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar