Musik man ikke kender (endnu)

Der er ét sted, hvor jeg elsker at sætte mig til rette i de bløde stole, smide paraderne og bare slå lyttelufferne ud. Elsker at ankomme der om aftenen hvor hele huset lyser op allerede i horisonten, mens metroen sagte nærmer sig.

DRs koncerthus har aldrig skuffet mig, og sådan var det heller ikke sidst. Efter en lang lørdag med praktisk gøremål – blandt andet en afrimning af en fryser – fandt jeg med en god time til koncertstart ud af, at der var enkelte billetter tilbage til Mads Langer koncert. Et hurtigt kig på nettet afslørede endda, at der var en af de bedste pladser tilbage. Og så var det ellers bare med at forlade min kogekarrieres største portion chili con carne (der blev syv portioner til fryseren) og sætte kursen mod Amager.

Umiddelbart havde jeg ikke det store indgående kendskab til Mads Langer – men kunne huske, at min gode højskolekammerat Morten havde skamrost Hr. Langer ved en tidligere lejlighed. Nå ja også kunne jeg da også huske en enkelt sang – Whisper Goodnight, der er en af de sange, jeg bruger som en behagelig måde at vågne op om morgenen i stedet for en angstprovokerende og skrækindjagende alarm, som mange andre ynder.

Ja... men afsted med mig. Også selv jeg ikke kunne få printet billetten, og selvom der stod på den elektroniske billet, at den SKULLE printes. Hvorfor er det lige, at vi i år 2012 ikke kan bruge en elektronisk billet og specielt, når man nu kan købe den på mobilen. Nå.... nok brok. Billetkontrollørdamen ved trappen lod mig da også liste ind, men så skulle jeg sørme da også højhelligt love at printe næste gang. Ja ja – ska’ nok.

Selve salens udformning kan jeg kigge længe på også selv om jeg efterhånden har været der en hel del gange. Men endnu bedre – specielt når det nu er musikken, man kommer efter er lyden. Lyden er fantastisk. Om så det er en lidt sky Agnel Obel, der sidder ved sit klaver, Teitur der synger a capella, Tina Dickow på en akkustisk guitar eller som denne aften Mads Langer med bandmedlemmer, der alle havde mic’et deres instrumenter godt og grundigt op til et til tider ganske imponerende decibelniveau  - alt lyder perfekt. I hvert fald perfekt i mine små halvskæve ikke-musikuddannede jyske øregange.

Fra første nummer var det klart, at Mads Langer havde det godt på scenen. Sjældent har jeg set en sanger, krænge hver en tone ud med en intensitet, som selv dem oppe på bageste række utvivlsomt følte banke mod brystet. Koncerten svingede elegant mellem afdæmpede ballader og øregangsudfordrende guitarriff-momenter. Og overraskelser var der også undervejs.

Sanger Stine Bramsen kom med på scenen og sammen med Langer og de lod os høre en rimelig anderledes af udgave af Alphabeats radiohit Fascination.

Senere var det den norske sanglærke Maria Menas stemme, vi fik lov at høre brede sig ud i hver en krog af det mangekantede koncertrum. Hun har desværre for kort tid siden aflyst en koncert i København, så hvornår vi igen kan nyde hendes vokal live  - tja det må vi bare kryds fingre for.

En af de ting der er specielt ved koncerthuset er den lidt andægtige stemning. Det er sådan lidt fornemt det hele. Det ligger sådan lidt i luften, at man ikke synger højt med, at man ikke hujer alt for begejstret. 

På et tidspunkt i koncerten beder Mads Langer os midt i en sang om at hjælpe til med musikken. En sang, som jeg ikke umiddelbart vil vurdere, er kendt blandet flertallet. Fact-Fiction – hedder nummeret hvor vi bliver bedt om at nynne med. Stille og rolig gribes opfordringen. Men igen med den her afdæmpede distance, der på en eller anden måde hænger i luften. Alle nynner med - men med mindre end halvdelen af lungerners styrke. Og den her sagte nynnen fra hele salen skaber øjeblikketlig et fantastisk summende musisk baggrundbilled, mens manden med mikrofonen synger ord som:

”She’s still my favorite work of art

The picture’s clear and I’m still fact, she’s fiction”

Hele vejen igennem et fantastisk nummer. Og sådan forsætter koncerten med at imponere hele vejen til slut. 

På et tidspunkt stopper en guitarist op og kigger på den ene hånd. Blodet løber ned over den  efter han på nærmest brutal vis under nummeret forinden stoppede strengenes heftige vibreren. Han tørrer hånden, spiller videre og bliver på den måde et dækkende billede af en aften, hvor samtlige musikere på scenen gav alt, hvad den kunne trække.

Tilfreds forlader jeg, kort tid efter de sidste toner har fortaget sig, stedet, som ifølge Berlingske for nyligt blev hyldet af det engelske musikmagasin  Gramophone, som en af verdens 10 bedste koncertsale fra det nye årtusinde. Et sted jeg elsker at komme tilbage til. Også til musik jeg ikke kender så godt.