En syg Premier League-dag.

Det kunne da ikke være mere oplagt, når man ligger i sengen (og har lidt ondt af sig selv med feber - hostende, harkende og slimspyttende), og 5eren og 6eren viser alle de engelske tophold efter hinanden. Jeg giver hermed mit bud på styrkeforholdet i Premier League lige nu.

Første kamp Everton - Man Utd - ikke en kamp, der på forhånd kunne få (fodbold)feberen til at stige.

  

De første 10 minutter efterlod ikke et billede af en United-hold, der har noget at lave i top 3. Dårlige pasninger både korte og lange samt mindst en horribel chanceforæring.

Nu er det dog sådan, at mange af Fergusons fodboldbørn er bundsolide rugbrødsmotorer, der ikke lader sig gå på af en dårlig start. Bedst eksemplificeret af den evigt optimistiske overarbejdende koreaner Park. Han må så absolut komme i historiebøgerne for flest løbne kilometer i karrieren engang, når han beslutter sig for at vende tilbage til landet med en præsident med øgenavnet bulldozeren.

Men bang efter 18 minutter finder to af de forholdsvis nye Red baby Devils Cleverly og Welbeck fremragende førstegangspasninger frem og få sekunder senere fører udeholdet 1-0.

Og herfra har United så godt styr på kampen, at jeg ikke er bange for at skifte kampe til Chelsea-Arsenal, der starter mens de slammer pause-te på Goodison Park.

United virker på mig ikke imponerende, men så igen er det på en dag, hvor ballerne, der varmer bænken, sidder på Nani, Berbatov, Valencia, Owen og Ferdiand. Alligevel mangler jeg dog lige en gang salt og peber, før jeg for alvor kommer til at slikke mig om munden, når Man Utd spiller.

En der til gengæld brændte sig fast på den resterende nethinde var Evertons venstre back Leighton Baines. Det åbenlyse eksempel på hans mere end almindeligt kompetente venstreben kom, da han hamrede en frispark på overliggeren.

Men generelt spiller han med en stor selvsikkerhed og viljen og evnen til at fuldføre både nemme og svære afleveringer. Tvivler stærkt på at kommer til at spille mange år i Everton.

I Arsenal kunne de f.eks godt bruge en venstreback  - ja for den sags skyld også en højre back. Deres forsvar sejlede rundt i 11. minutters elendighed. I indledningen på den kamp, der hurtigt skulle vise sig at blive fuldstædnigt forrrygende (eller forførende - som Jørgen ville have sagt).

At gå ned i alle detaljerne i en kamp med 8 mål! ville kræve et par servere med ekstra plads. Så jeg vil blot lave sporadiske nedslag.

Chelsea har gjort det bedste køb meget længe, da de fik Juan Mata til at slippe den spanske østkyst for at komme til det tvivlsomme engelske klima. En spiller, der sugede til sig, mens han spillede sammen med Villa og Silva i Valencia. En stærkt undervurderet (selvom de engelske soccer-lovers er ved at bliver klogere) spiller, der i dag har et fantastisk oplæg til 1-0 målet og scorer et dejligt opportunistisk langskuds mål, der gjorde det til 3-3, og gjorde kampens afslutning helt åben. Mon ikke det er manden, der kan være med til gøre Torres til en målræv igen – jow det tror jeg.

Forsvar giver det slet ingen mening at snakke om i dag – de fandtes Ganske enkelt ikke. Fremad banen var der to Gunners, der skød med skarpt. Theo Walcott - der på forunderligvis efter et par driblinger lavede en lad-som-om-jeg-falder-finte og scorede til  3-2. Wenger og en hver anden Gun-sucker må så absolut være pjattet med Robin van Persie, der med tre mål viste en kynisme, der for mig ikke virker specielt Hollandsk. Bang Bang Bang.

Kampen vil helt sikkert være en af dem, der huskes også efter sæsonen. Og nu er jeg ikke nogen rainman og har ej heller kommentatorernes statistikker til at hjælpe. Men hvornår er det sidste sket i en sæson at:

- Chelsea skal hente bolden 5 gange i eget net på Broen

- Man Utd - lukker 6 mål ind på Old Trafford 

- Arsenal lader modtanderne score 8 mål

Nu venter jeg så spændt på at se, hvad jeg (og statistikkerne) troede, var ligaens bedste offensiv. Når Man City møder Wolverhampton.

City som umiddelbart har en lidt pudse-løjerlig sammensætning af spillere. Små fodrappe filurer som Agüero, Nasri og ikke mindste David Silva sammen med kæmpe klodser som Vincent Kompany, Yaya Touré og Micah Richards. Men kigger man på deres målscore inden dagens kamp 33-7 for 9 kampe – ja så er sammensætningen måske ikke så tosset alligevel.

City spiller ikke - i hvert fald ikke denne lørdag – specielt fantastisk men alligevel får de hurtigt – og i begge halvlege – chancer til at opstå ud af ingenting. Uden at imponere scorer de tre mål og kunne, hvis de havde været lidt mere van Persie’ske, nemt have vundet mere end de 2-1, det blev.

Dagens dom vil fra en sygesengslørdag lyde, at det bliver et rent Manchester-ræs om liga-titlen i år.

Arsenal kan med deres kongekontraer vinde over alle hold i denne sæson – hvis blot de scorer flere mål end de andre hold. Men over en sæson har de ikke kontinuiteten til at hænge på i titelkampen – det tror jeg ikke på.

Chelsea – ja dem må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke aner hvor jeg har. Inden i dag var de nærmest kommet i topstriden igen, men dagens defensiv lignede ikke en, der skal løfte pokaler efter denne sæson.

Men så igen...Premier League har været så mystisk, at det ville undre mig, hvis ikke der sker en masse mere end det vi går og tror. 

Nå... tilbage til kamilleteen