Danser dagen lang

Så skete det. Efter alt for lang tids tommeltrilleri. For mange timer på opskure internetsider og alt for mange ansøgninger til alt fra TV2 Bornholm til Spastikerforeningen - pludselig landede jobbet sgu lige foran mig - og haps jeg tog det sgu.

Og hvad var det så, der gjorde, at det endelig lykkedes? Tja - det var i hvert fald ikke alle de velmente forslag fra jobfabrikken. Og det var da heller ikke specielt vemodigt, da jeg den anden dag var ovre og sige Good-Beirut til stedet, der hvor jobkonsulenter med de uhyre motiverende maildresser som f.eks. chil@jobdk.dk og haha@jobdk.dk huserer.

Umiddelbart har jeg hørt om mange andre steder, der behandler folk meget mindre værdigt end hos jobdk - f.eks. på bloggen Dagpengeland - alligevel vil jeg forsat undre mig og ryste på hovedet over hvor mange skattekroner, der ryger videre til disse såkaldte "anden aktører". Ja og så vil jeg naturligvis jævnligt sende en venlig tanke til alle dem, der stadig er fanget derude i med begge ben i ledighedssumpen.

Men nok om al elendigheden. Jeg vil absolut ikke bruge mange minutter (hvis nogen overhovedet) på at surmule over fortiden, når jeg nu er på vej ind på det store virkelige arbejdsmarked. I et helt almindelig job med helt almindelige arbejdstider, helt almindelige kolleger - ja måske er jeg faktisk på vej til at få det, man kan kalde en helt almindelig hverdag.

Og hvor kedeligt og gråt det måske kan lyde for nogen af jer andre - ja så jubler, danser og væg-til-væg-smiler jeg stadig med udsigten til, at den 15. september bliver første arbejdsdag på Handelskolen København Nord.

Om den lille blå-øjede offensive optimist så bliver klogere senere og finder ud af, at ledighed var livet og at arbejde er fandens værk - Tja - det kan bloggen måske afsløre i en gang i fremtiden.